Om os

Skyum Pokaler har eksisteret siden 1987.
Firmaet er skabt af Ove Skyum som oprindeligt var uddannet optiker, og havde butik på hovedgaden i Aalestrup. I hans yngre år kørte han bil rally i fritiden. Igennem det netværk af motorsportsklubber fik han etableret et salg af pokaler og medaljer. 

Selskabet blev drevet fra beskedne lokaler i Aalestrup. I takt med at kundekredsen og omsætningen voksede, blev lokalerne for trange, så han flyttede fra butikslokalet i hovedgaden til industrilokaler på Toftegårdsvej.

I 2010 besluttede Ove sig for at sælge virksomheden og Svend Ejlskov, der kendte til Skyum Pokaler fra byen, købte virksomheden.
Svend har udviklet sortimentet til at omhandle produktion af pokaler, medaljer, statuetter m.v. Sammen med en række samarbejdspartnere i Danmark og udlandet er der opbygget et unikt sortiment. Kunderne spænder fra private købere til virksomheder, men også til en lang række foreninger, skoler, klubber og stævner indenfor alle sportsgrene.

Svend har i 15 år drevet Skyum Pokaler fra lokaler, der ligger sammen med hustruens butik ”Biksen” på Borgergade 15. Butikken er kendt for at være lokalområdets sted at handle smykker, brugskunst, legetøj og isenkram.

I sommeren 2024 besluttede Connie og Svend sig for, at de ville nedtrappe deres arbejdsliv, og begyndte at tale om deres tanker overfor familie og venner af huset, herunder også de mange leverandører man kender fra hverdagen med 2 virksomheder.

I august 2024 talte Connie og Svend med leverandøren Jesper Sommer på Formland messen. Parterne har kendt hinanden i over 20 år, idet Jesper har solgt og leveret varer igennem alle årene til Connie og Svend. Nu er det så Svend og Connie, der sælger noget til Jesper, der viser interesse for at overtage ejerskabet af Skyum Pokaler fra årskiftet 2025.

Jesper Sommer har en fortid som salgschef for Trip Trap i Danmark, markedschef i Trip Trap i Tyskland, salgsdirektør i Rikki Tikki Company og selvstændig i knap 10 år med firmaet bySommer, som han ejede frem til udgangen af 2023, hvor selskabet blev solgt til en kollega i interiørbranchen.

Jesper har kunnet forberede sig på overtagelsen af Skyum Pokaler, idet han løbende har besøgt Svend i efteråret og julen 2024, for at afhjælpe opgaver og ordrer. Den økonomiske overdragelse er indgået pr. januar 2025.

Svend vil fortsat være aktiv i Skyum Pokaler, hvor kunder som hidtil kan henvende sig med opgaver relateret til pokaler og medaljer. Svend er også løbende med i designudvikling af nye produkter og besøg hos underleverandører, ligesom produktions opgaver også varetages nogle perioder af Svend.